Vikingespil

Uden frygt og bæven gik vikingerne i deres barske verden løs på fjenden, selv om det kunne koste livet. Gik det galt, var man lovet evigt liv i Valhal, og det var ikke noget dårligt sted at være. Her sad man til bords med kæmper, der heller ikke var sluppet levende fra mødet med fjenden, fik rigeligt med mad og mjød og blev underholdt af skjoldmøer og skjalde.

Vikingespillene i Frederikssund har også sit Valhal. Selv om mjøden ikke flyder i samme stride strømme, og serveringen ikke er så overdådig som i Odins Valhal, kan der, uden risiko, holdes indtil flere gnaveben på, at den underholdning, som skjoldmøerne og skjaldene byder på her, kan måle sig med den, som Odin bød de faldne kæmper, der sad bænket under hans tag.

Når mørket har sænket sig over Kalvøen, det sidste lursignal er blæst og vikingerne, med deres fakkeltog, har sat punktum for aftenens forestilling, bliver porten til Frederikssund-vikingernes Valhal slået op. Vover man sig indenfor, er den efterfølgende halvanden time en oplevelse. Den byder på særegen blanding af sang, musik og underholdning, som er uden sidestykke i det danske sommerland.

Tog udfordringen op

Frederikssund-vikingernes taffel er festligt, utraditionelt og fast forbundet med vikingespillene i Frederikssund. Ideen om, at vikingespillet skulle have et underholdende efterspil, fik Frederikssund-vikingrne ikke selv. Den kom fra København.

Efter at Vikingespillene i Frederikssund havde set dagens lys i sommeren 1952, havde Frederikssund fået ry som Danmarks Vikingeby.

Søren Jansø, Svend Arpe og Guido Tonti i en hyggestund efter forestillingen

Svend Arpe og Irma Moll
- taflets ukronede konge og dronning

Telt bag vikingescenen

Vikingetaflet startede i beskedne rammer. I nabokommunens militærforlægning, Jægersprislejren, lånte man et militærtelt. Det blev rejst bag vikingescenen og kunne rumme en lille tribune, samt borde og bænke nok til, at der var siddeplads til et par busfulde turister. I dette telt fik gæsterne fra København efter vikingespillet serveret øl og kødfulde stegte ben, mens de i en lille times tid blev underholdt af en håndfuld vikinger, der ud over at agere på friluftsscenen også kunne trutte i lur, fortælle historier, synge og endda recitere digte.

Der findes ikke lydoptagelser af de første års vikingetafler, men et håndskrevet program fra et vikingetaffel før 1959, giver en god fornemmelse af den underholdning, som vikingespillenes gæsterne blev budt på i militærteltet, før de returnerede til deres hoteller i København.

Et par skønsange, sunget af den lokale malermester, Arne Svane Møller, et nordisk epos fremsagt af nordmanden Sverre Wiig, der ernærede sig som pelsavler, og - på engelsk - en drabelig forklaring på, hvorfor vikingerne sagde skål, før de drak. Den blev fortalt af overlærer Olav Nørgaard. Dertil kom et par lursignaler, blæst af en 15 årig viking, Ole Andersen, der senere blev solotrompetist i Radiosymfoniorkesteret, og hans far, restauratør Kaj Andersen, der var vært på byens værtshus - Postgården i Jernbanegade. Sådan. Enkelt og populært.

Nye muligheder

Så populært blev det, at militærteltet efter et par sæsoner, var blevet for trangt, og taflet blev flyttet til en træbarak, som det lokale hjemmeværnskompagni havde opstillet på Kalvøen. Den tjente som hjemmeværnsgård og lå som nabo til vikingeområdet.

Vikingetaflet fik fast tag over hovedet og de medvirkende trægulv under vikingestøvlerne. Der blev plads til 120 bænke og borde og de nye omgivelser gav også bedre muligheder for de sceniske præstationer.

Atter under teltdug

En nat i september1965 eksploderede en gasflaske i hjemmeværnsgårdens køkken. Træbygningen blev forvandlet til pindebrænde. Det var slut med det faste tag over hovedet og trægulvet under vikingestøvlerne.

Frem til sæsonen1980, hvor vikingetaflet fejrede sit 25 års jubilæum, blev en selskabspavillon vikingetaflets ramme. Pavillonen havde trævægge, træplader som gulv og teltdug som tag. En uges tid før sæsonens start blev pavillonen stillet op på den nedbrændte hjemmeværnsgårds fundament, og igen pillet ned når sæsonen var slut.

De interimistiske og til tider fugtige omgivelser var i sig selv en udfordring. Når det regnede, trommede regnen på teltdugen, vandet dryppede gennem dens utætheder og gulvpladerne stod under vand. Så var svært at skabe overensstemmelse mellem strengeinstrumenternes toner og solisternes sangstemmer. Men det generede ikke talenterne på scenen. De gik til sagen med krum hals, spilleglæde og humør. Der blev truttet i lur, fortalt historier, sunget skønsange og fællessange. Midt for højbordet på tribunen sad høvdingen i sin tronstol og råbte på øl og fik publikum op på bænkene og danse vikingevals, så teltet gyngede.

Publikum strømmede til og var med fra først til sidst. Det var i den periode, Sven Arpe, der havde debuteret med at recitere Adam Oehenschlägers Guldhornene i taflets første år i militærteltet, næsten nåede gudestatus som entertainer med Olsens Fugl som stjernenummer .

 

Olsen og hans fugl

En jagthistorie om, hvordan det lykkedes en jæger, der var kendt for sin træfsikkerhed, at nedlægge et bytte oven på en animeret jagtfrokost, var i taflets første år blevet omplantet til Frederikssund-vikingernes verden.

Det nummer tog Sven Arpe til sig og forvandlede historien til Olsen Fugl. Med opbakning fra taflets øvrige medvirkende og publikum som medspillere, blev det et forrygende onemanshow. Historien blev først fortalt på dansk, så på engelsk i en forkortet version, og til slut på russisk i en ultrakort version.

Ken Jacobsen og Jesper Dyrlæge i 90'ernes mere vovede tafler.

 

Publikums lydhørhed og medleven var hver aften med til at bestemme nummerets længde.

Der var aftener, hvor det tog mere end en halv time at få fortalt historien om Olsen og hans fugl, og uanset om det var på en lun sommeraften, hvor temperaturen i taffelteltet steg til saunagrader eller en aften, hvor regnen trommede på teltdugen, var der ikke et øje tørt i Frederikssund-vikingernes taffel.
Under selskabspavillonens teltdug, udviklede vikingetaflet sig til noget helt specielt. Et show, hvor alting kunne ske.

I 1976 beskrev Frederiksborg Amts Avis tidligere lokalredaktør Tor Jørgensen Vikinge-taflet som en festlig, folkelig og særegen underholdning, som er uden sidestykke og fortsatte:

Hvad er et taffel egentlig? Når man skal forklare folk, som aldrig har overværet et taffel, hvad et taffel er, kommer man i vildrede. Det er ikke teater, varieté, revy, kabaret eller noget andet, som den 'uerfarne' kender. Det er simpelthen et taffel. En blanding af visesang, skønsang, fællesang og entertainment, som enhver professionel teatermand på forhånd ville afvise som en umulighed at præstere

Søren Steen modtager publikums hyldest for de meget flotte tafler han var tekstskriver og instruktør for sidst 90'erne.

I tidens toneklang

I vikingesæsonen 1980, fejrede vikingetaflet 25 år jubilæum. I jubilæumsgave fik vikingetaflet sit eget hus - en træbygning i vikingestil et Valhal med højt til loftet og plads til borde og bænke til 250 gæster.

 

Det blev en udfordring. Det der havde taget kegler i selskabspavillonen blev forsøgt, men gik ikke i de nye og større omgivelser. Der skulle gå et par sæsoner før taflet igen kørte for fuld skrue, og det gør det stadig. Men stilen er en anden,. mere stram disciplineret og sofistikeret. Lyset, lyden og musikken er løftet op i tidens torneklang.

 

Teamwork har afløst onemanshowet, men det er stadig lysten og glæden ved at stå på scenen, sammen med gåpåmodet - tilsat et gran af galskab - der driver værket.

 

Hvert år bliver der sat et hold af talentfulde amatører og dygtige musikere, som også kan skrive tekster og har blik for skæve vinkler til at skabe sæsonens vikingetaffel.

 

Holdet samarbejder og slider i et langt prøveforløb med at få skabt et show, som når ud over scenekanten med en sådan styrke, at publikum lever med og ikke tøver med at danse vikingevals på bænkene, når de bliver bedt om det, og jubler når høvdingen - traditionen tro - rejser sig fra tronstolen og råber på øl.