Vikingespil

Info til nye vikinger

 

                                                                                                                                                                                                                           

Info-pjece i  Pdf-format tryk her

 

 

 INFORMATION TIL NYE VIKINGER

FREDERIKSSUND
VIKINGESPIL

1952 - 2010

www.vikingespil.dk 
Marts 2010


Frederikssund Vikingespil byder dig velkommen iblandt byens vikinger.

Denne folder skulle forhåbentlig give svar på nogle af de mange spørgsmål, der uvægerligt opstår, når man starter i vikingespillet. Kommer du i tvivl om noget, så spørg endelig. Der er mange erfarne vikinger, og flere af dem er ganske flinke!! Vi har også en hjemmeside, der er fyldt med oplysninger www.vikingespil.dk.

 

Historien bag
I 1951 blev Frederikssund Initiativråd dannet for at markedsføre Frederikssund. Folkene bag Initiativrådet planlagde en byfest i 1952 og foreslog, at alle mænd i byen lod skægget stå. Ikke færre end 669 fulgte opfordringen, hvilket gav genlyd over hele landet. Samtidig fik man ideen om at lave et vikingetableau på Torvet. Skuespiller Per Buckhøj blev engageret som instruktør. Hans manuskript blev baseret på sagnet om kong Skjold.

Byfesten blev en kæmpemæssig succes med en omsætning på omkring een million kr., og Frederikssund kom på landkortet som aldrig før. Det var derfor naturligt, at Initiativrådet valgte at fortsætte i 1953 med et 'rigtigt' teaterstykke - et vikingespil. Per Buckhøj var igen med på ideen. Han skrev vikingespillet Roar og Helge, der blev opført på den friluftsscene på Kalvøen, som den dag i dag er ramme om Vikingespillene. Forestillingen blev atter en succes, og lige siden er der hvert år opført vikingespil i Frederikssund.

I de følgende år skrev Per Buckhøj et nyt vikingespil hvert år - alle med inspiration enten fra Saxos Danmarks Krønike eller fra de nordiske sagaer. Denne inspirationskilde har holdt sig gennem Vikingespillenes mere end 50-årige historie - med få undtagelser.

Efter fire år med vikingespil kunne Initiativrådet godt se, at der manglede noget. Når gæsterne havde set vikingespil, ville de dels gerne have en bid brød og én øl, ja ofte flere, dels gerne underholdes, så i 1956 blev den første vikinge- revy (Taffel) opført.  Nutidens vikingerevy - er meget langt fra datidens, der omfattede oplæsning fra Guldhornene og små morsomme anekdoter. De musikalske indlæg, som er kendetegnene for nutidens vikingerevy, kom først til op igennem 60'erne, hvor anekdoterne udviklede sig til egentlige revysange. I dag har vikingerevyen sin egen blanding af sang, revy og kabaret, der ikke er let at beskrive - men skal opleves.

Initiativrådet, der har afholdt vikingespil siden 1952, var selvsupplerende indtil 2005, hvor Initiativrådet (via vedtægtsændringer) blev ændret til en forening, og navnet er nu: Frederikssund Vikingespil.

 

Adgang til forestillingen (partoutkort, gæstekort, fribilletter)
Partout-kort (uden billede):
Rødt kort (alle, der er tilmeldt til at stå på scenen) = man må ikke se forestilling.
Gult kort (p-vagt, produktion, Gimlefolk, vikingerevy, salg & service, lurblæsere m.fl.) = man må se forestilling, hvis det passer i vagtplanen.
Grønt kort (gæstekort) = man må gerne se forestilling.
Alle medvirkende får udleveret to fribilletter. Desuden kan der ansøges om gæstekort til ægtefælle/sambo og hjemmeboende børn under 18 år. Bemærk, at der KUN gives gæstekort til personer, der har samme bopælsadresse som ansøgeren.
Alle kort udleveres umiddelbart før premieren.

Børn
Man regnes for barn, indtil den dag man fylder 15. Børn kan kun deltage, såfremt der findes en voksenansvarlig, der er aktiv deltager i vikingespillene. At være voksenansvarlig betyder at være enten barnets forældre, bedsteforældre eller vikingeværge (som skal accepteres af barnets forældre), dvs. en person over 18 år, der påtager sig ansvaret for barnet, såvel under alle prøver som under alle forestillinger. Barnet skal tilhøre samme hytte, som den voksenansvarlige.
Desuden er der nogle begrænsninger i børnenes udfoldelsesmuligheder. Et par af dem er, at:
- børn ikke må gå med fakler
- børn ikke må deltage i fægtning og/eller slagsmåls scener
- børn ikke må drikke alkohol (herunder øl og 'sjove' sodavand)
Loven forbyder salg/udskænkning af alkoholiske drikke til unge under 16 år. Den lov følger vi naturligvis.

Regler/retningslinier for Børn og Unge findes på hjemmesiden og i reolen på Gimle.

Dragter og fodtøj
Nye vikinger kan få udleveret en dragt (du får besked fra Systuen/Gimle) - men det er naturligvis tilladt at sy sin egen. Ønsker du selv at sy, så spørg først om farver og snit i kostumeafdelingen (Systuen/Gimle), så du investerer rigtigt.
Fodtøj skal man som hovedregel selv sørge for. Støvler kan dog bestilles via vikingespillenes støvlesmed (se opslagstavlen), eller man kan selv fremstille dem (spørg i kostumeafdelingen). HUSK: Instruktøren og vikingespillenes kostumeafdeling skal godkende hjemmegjorte dragter såvel som fodtøj.

Fester
Vikingespillene er også et socialt foretagende, så vi gør alt, hvad vi kan for at leve op til vores motto: 'det skal være sjovt at spille vikingespil'.

Vikingerne var kendt for at holde mange fester. Frederikssund vikingerne er ingen undtagelse. Her er en kort oversigt:
En søndag i juni ( inden premieren) døbes nye vikinger på Midgård (torvet bag scenen). Det er ikke så slemt, som det lyder og vikingespillet byder på et veltillavet måltid mad (til de nye vikinger) efter dåben. NB! børn døbes IKKE.Tilmelding: se opslagstavlen overfor Gimle.
På premiereaftenen, Sankt Hans aften, går vikingerne efter forestillingen til stranden og tænder Sankt Hansbålet. Den efterfølgende fredag samles vikingerne på scenen efter forestillingen til premierefest. Instruktøren holder en lille tale, og der skåles for en forhåbentlig veloverstået premiere.
Den midterste lørdag holdes midtvejsfest på Midgård. Denne fest arrangeres af vikingerne selv. Opslag m. tilmelding uddeles til hytterne m.v.
Dagen efter sidste forestilling holdes afslutningsfest i Valhal. Denne fest er kun for dem, der har deltaget i årets vikingespil/vikingerevy - altså ikke for samlevende/ægtefæller, der ikke har deltaget, desværre. Det skyldes, at der ikke må være mere end ca. 300 i Valhal. Denne fest er kun for voksne, der er fyldt 15 år. I  løbet af sæsonen afholdes en børnefest - typisk den første lørdag i spilleperioden inden forestillingen.
Om vinteren (febr./marts) afholdes vinterfest m. revy for alle voksne involverede - denne gang inviteres partneren med uanset om denne har deltaget i vikingespillet.

Foreningen Frederikssund Vikingespil  / Medlemskab
Årligt kontingent 50 kr. for voksne / 25 kr. for børn. Beløbet er 'symbolsk', og vi opfordrer alle til at melde sig ind.Tilmeldingsblanketten udleveres ved indskrivning. Findes desuden på www.vikingespil under 'Mest for vikinger', i kiosken på Gimle eller på Frederikssund Turistbureau, Havnegade 5 A. Medlemskab giver adgang til Generalforsamlingen, hvor man har stemmeret til foreningen, og man får hermed indflydelse på vikingespillets tiltag.

Fremmøde
Det forventes, at man deltager hver aften - enten på eller bag scenen.
Rollehavende: skal være omklædte og have meldt sig under fanerne hos forestillingsleder senest ½ time før forestillingen (19.30 - søndage 15.30) - med mindre andet er aftalt. Afbud pga. sygdom skal meldes til forestillingsleder hurtigst muligt.

Gimle
er nok den vigtigste bygning på vikingepladsen. Her køber vikingerne deres forplejning (slik, vand, øl, toast, varme deller mv.). Bemærk, kaffe, the, kakao er gratis hele sæsonen.

Hvem kan være med i Frederikssund Vikingespil?
ALLE kan deltage i vikingespillet.

Vikingerevyen derimod, kræver et vist musikalsk niveau. Alle, der ønsker at deltage, skal til en prøve hos instruktøren, som suverænt afgør, hvem der skal deltage i årets vikingerevy.

Hytter
Nye vikinger tilbydes plads i en af de eksisterende hytter, da det er rart med et fast udgangspunkt. Man kan naturligvis skifte til en anden hytte, når som helst man måtte ønske det. Tilbuddet skal netop ses som et tilbud, ikke noget krav.

Marked
Den første weekend i sæsonen afholdes vikingemarked (for alle - gratis entré) foran Valhal og på Fr. sund Vikingeboplads. Mere end 100 handlende sælger deres varer på vikingemarkedet. De handlende kommer fra både ind- og udland for at deltage i Danmarks hyggeligste vikingemarked.  

Medvirkende
Antallet af medvirkende varierer fra år til år, men ligger omkring 350, hvoraf ca. 150-175 er med på scenen (aktører) - heraf har typisk 25-30 voksne og 10-15 børn taleroller. Audition til taleroller afholdes i december/januar. Det skal understreges, at de mange aktører på scenen er vores 'varemærke'- de store optrin er et af vikingespillets kendetegn og en af de største styrker.

Nyhedsbrev
Der udsendes et Nyhedsbrev 3-4 gange om året til alle vikinger. Adresseændring /ændring af mail meddeles til medlemskoordinatoren (se hjemmesiden) eller ved henvendelse til Turistbureauet, Havnegade 5A (helst skriftligt).

 

Opslagstavle

Overfor Gimle findes en opslagstavle, hvor oplysninger af forskellig karakter vil findes i løbet af spillesæsonen. Det er en vigtig informationskilde - hold jer orienteret !! KIG HVER DAG!

 

Premiere

Der er ALTID premiere Sankt Hans aften.

 

Spilleperiode

Onsdag d. 23. juni til og med søndag d. 11. juli kl. 20.00. Undtagen mandage. Alle søndage spilles kun kl. 16.00.

 

Stormøde/Generalforsamling

Frederikssund Vikingespil afholder mindst 3 møder årligt, dels en ordinær generalforsamling, der afholdes inden udgangen af november måned, dels mindst 2 stormøder, der afholdes i marts/april og september måned.
Stormødet i marts/april markerer starten på sæsonen. Her fortælles om årets vikingespil og årets vikingerevy. Det er også på dette møde (samt 1. aktørdag i maj), at man kan melde sig som aktør på årets forestilling. Generalforsamlingen i november (er kun for medlemmer) handler om, hvordan det gik med sæsonen (tilskuerantal, indtægt, udgifter osv.), samt om valg til bestyrelsen, selvfølgelig. Vi ser også frem imod den kommende sæson.

Våben
Det er påkrævet, at de der skal svinge sværdet (eller en kniv, en økse m.v.) skal have en våbentilladelse. Der skal søges om tilladelse hos politiet. Er man mellem 15 or 18 år, så skal forældrene give samtykke. Den kampansvarlige ved mere herom. Tal med ham. (se opslagstavlen overfor Gimle).

 

Hjertelig velkommen som deltager i
Frederikssund Vikingespil
Jesper Wittenburg, formand

 

Kontaktpersoner

Anne Steno (regissør) - 4020 5471

Doris Nedergaard (forestillingsleder) 2946 2925 / 47388385

Lis Sahlertz (ansvarlig for modtagelsesudvalget) - 6167 2983

Lotte Hansen (aktøransvarlig) - 4731 3516 / 2245 3516

Kalle Stæhr (Turistbureauet) - 4731 0685

Centrale personer

På opslagstavlen overfor Gimle findes en oversigt over 'Centrale Personer' i Vikingespillet.

 

Siden er sidst opdateret 06. April, 2010