Mindeord for Conny Skytthe Winther

En valkyrie er draget over Bifrost. En valkyrie er en, som kæmper, og Conny kæmpede til det sidste. Kampen mod en uhelbredelig sygdom var lang, og hun rejste sig mere end én gang.

Conny nåede at fylde 60 år i år, og det er alt for tidligt at drage over Bifrost. Men hun vil altid være i vores minde som et menneske, der ikke mistede viljen til at være til stede i nuet og være der for familien og for Vikingespillets fællesskab.

Jeg fik den dystre melding i sommers, at familien måske ikke kom til at fejre nytår sammen med Conny, og at hun havde planlagt det meste. Conny ville gerne fejre sine 60 år, og det nåede hun. Men den aften i sommers, hvor Conny meldte sig til en vagt i grillen Friggs, måtte jeg synke en ekstra gang. ”Hvorfor tage en vagt i grillen, når man ved, at livet er ved at rinde ud?” Men Conny sagde til mig, at hun ikke kunne holde ud, at der manglede folk. Jeg svarede: ”Men det betyder da ikke, at du skal melde dig. Der er så mange andre i foreningen.”

Men Conny nød sin sidste vagt i Friggs, og netop den aften fortæller meget om det menneske, jeg vil huske hende som. Hun var til stede, og hun var loyal mod det fællesskab, hun var en del af.

Hvad enten det gjaldt familien eller Vikingespillet, gik Conny den ekstra mil, så alle nåede i mål. Hun startede ikke i Vikingespillet, fordi hun ville på scenen, eller fordi hun manglede et fællesskab. Hun startede, fordi hendes sønner Kenneth og Jonas var blevet opslugt af Vikingespillet, og da Kenneth og Jennie fik børn, var der måske brug for en ekstra hånd, og det var samtidig en god mulighed for, at familien kunne gøre dette sammen.

Conny var i hytten Bilskirner, og hun blev aktiv i Vikingespillet i 2019, hvor hun tog vagter i grillen. Alle, der har været på vagt sammen med Conny, kunne være sikre på tre ting: Smil og hygge, meninger, der tydeligt blev givet til kende, og ikke mindst at hun var den sidste, der gik, når oprydningen var overstået.

Conny gav også sine meninger til kende. Jeg lyttede til hende, for hun kom med konstruktiv kritik, og hun tog selv del i slæbet - en afgørende egenskab i et stort fællesskab.

Conny var også en del af arbejdet med den flotte jubilæumsudstilling i sommers, og hun kom og deltog i arbejdet på Lokalarkivet, når helbredet tillod det.

Conny spillede ikke store roller eller følte trang til at gøre sig bemærket. Men med Conny havde man gode snakke. Hun spurgte nysgerrigt ind til livet og stillede også de spørgsmål, som andre måske gik udenom. Hun var ikke ude efter sensationsnyt, men spurgte af interesse, og man følte sig omfavnet. Conny var altid smilende og imødekommende, men lagde ikke fingre imellem, når fællesskabet skuffede.

Det er svært at forstå, når vi skal tage afsked med et menneske i en alt for tidlig alder, med energi og livskraft og så meget, der stadig skulle gøres og opleves. Men mindet om Conny vil leve videre, og når vi til sommer åbner Friggs, vil vores tanker gå til hende. Conny var et menneske, som man kunne regne med, og hun vil være savnet af både familien og af os vikinger i Friggs.

Æret være Connys minde.

Camilla Dupont, formand

Bisættelsen finder sted den 20. oktober kl. 12 fra Oppe Sundby Kirke.