Mindeord for Marianne Arpe
Marianne var gennem 45 år gift med Karsten, og sammen fandt de for omkring 10 år siden vej til Vikingespillet, hvor de siden har tilbragt mange somre. Deres vikingeliv begyndte med, at Karsten startede på byggeholdet, og Marianne hjalp til og deltog i det sociale liv på Vikingepladsen.
Marianne stod ikke på scenen og spillede de store roller. Til gengæld var hun en vigtig del af det fællesskab, som er selve hjertet i Vikingespillet. For Vikingespillet er ikke kun det, der udspiller sig på scenen – det er alle de mennesker, der hver især bidrager med deres del, og som tilsammen skaber det store puslespil, der år efter år bliver til på friluftsscenen i Frederikssund. Og i dette fællesskab havde Marianne sin naturlige plads.
Marianne og Karsten var i hytten SMIDR, og her blev hun hurtigt kendt for sit gode humør og smittende grin. Marianne deltog gerne i aktiviteterne, bød ind med det, hun kunne, og bidrog til den gode stemning, som er så vigtig i hytterne.
Marianne havde styr på tingene - både på hendes egne vegne og på Karstens vegne. Og når parret meldte afbud til aktiviteter, var det oftest rejser ud i verden, der trak. Rejser som hun gerne delte historier fra, når hun var tilbage på Vikingepladsen. Ordsproget "at rejse er at leve" gjaldt i høj grad for parret.
I de seneste år fandt Marianne sin plads i Gimle. Gimle er vikingernes café, og her kastede Marianne sig ud i rollen som ”bartender”. Det gjorde hun med en vis nervøsitet i starten, men det viste sig hurtigt, at hun sagtens kunne, og vikingerne blev betjent med venlighed og smil. Marianne tog ansvar på sin egen stille måde, og når Marianne havde vagt, var der styr på tingene. Der blev ofte også lige støvsuget inden åbningstid, så andre blev skånet for den opgave, og netop det siger meget om hendes omsorg og blik for fællesskabet.
Marianne var måske ikke den mest højtråbende i de store forsamlinger, men hun var til stede. Hun var interesseret, nærværende og en, der gerne gav sin mening til kende. Man mærkede hende – ikke gennem store armbevægelser, men gennem hendes væsen, hendes smil og hendes måde at være en del af fællesskabet på.
Marianne ville gerne hjælpe, hvor hun kunne, og bidrog til den gode stemning, og netop det vil hun blive husket for. Vi tager nu afsked med Marianne, men mindet om hende lever videre hos alle dem, der kendte hende. Det gælder vikinger, kolleger, venner og familie - og ikke mindst hos Karsten, som nu må finde vejen videre uden sin livsledsager gennem et helt voksenliv.
Æret være Mariannes minde - i hjertet gemt, men aldrig glemt.