Mindeord for
Ole Kyster
Vores ældste fægter har lagt sværdet og er draget ud på sin sidste rejse. Ole Kyster, der blev 88 år, sov ind den 19. januar efter kort tids indlæggelse.
Ole var viking helt ind i sjælen. Fægter, ”ligbærer”, rejsefælle, kammerat og et ikon for mange generationer af vikinger. Han deltog i rejser til udlandet og i utallige aktiviteter gennem 5 årtier, og fælles for det hele var Oles ukuelige vilje, humoren, nærværet og hans aldrig svigtende engagement.
Jeg havde selv fornøjelsen af at være med på det, der blev Oles sidste vikingerejse, da vi var otte vikinger på togt i Irland i 2014 for at lave kampshow ved fejringen af Slaget ved Clontarf. Ole var i topform, og jeg kan godt afsløre, at det var aldrig kedeligt at være på tur med Ole – her spillede aldersforskelle ingen rolle. Det kan de to unge vikinger, der var med på turen, bekræfte.
Ole og Dorthe startede i Vikingespillet omkring 1975, da børnene var helt små, og de forsatte i Vikingespillet, indtil Oles helbred satte en stopper for det, men de blev begge ved som aktive medlemmer i foreningen.
Kæmnerhytten dannede rammen om Ole og Dorthes vikingeliv – en hytte jeg selv var en del af som barn. Her var liv og glade dage. Og hvor andre af os skiftede hytte, så blev de og var hjertet i hytten. Deres engagement i hyttelivet var smittende. Det var altid festligt og fornøjeligt at være i deres selskab – sammen med børn og børnebørn, som også naturligt blev en del af vikingefællesskabet.
Man kan næsten ikke sige Ole uden at sige Dorthe – og omvendt. De var et stærkt og sammentømret team med en helt særlig gnist og glød imellem sig. Når jeg som ung, så Ole og Dorthe sammen, tænkte jeg tit på – at kunne man dog opleve den kærlighed og fastholde den livet igennem. De var på mange måder et forbillede, og vi fik heldigvis lov at fejre Ole og Dorthes diamantbryllup i december – en smuk og rørende begivenhed.
Kærligheden var tydelig for enhver, og når løjerne i de glade vikingedage tog overhånd, stod Dorthe klar med den stramme mine – men altid med varme og omsorg.
Ole var et ægte familiemenneske, og gæstfriheden i hjemmet hos Kysters var legendarisk. For mange står et minde særligt klart - i 1992 blev Vikingespillets instruktør Søren Steens 50-års fødselsdag fejret med åbent hus hos Ole og Dorthe. Der var højt humør, vikinger overalt og rigeligt med mad og drikke. En dag, der gjorde et uudsletteligt indtryk – ikke mindst på ”de nye” vikinger.
Ole var et kendt ansigt i Frederikssund – både gennem Vikingespillet, men også gennem sit arbejdsliv, først som Falckmand og senere som rådhusbetjent i kommunen, hvor jeg selv havde fornøjelsen af at arbejde under samme tag som Ole.
Ud over vikingelivet holdt Ole meget af at cykle i sine yngre år. Mange husker “den cyklende viking”, blandt andet fra 1993, hvor Vikingespillet var i Catoira i Spanien. Her cyklede Ole sammen med vikingevennen Erik Dhiin den sidste del af turen – som en slags pilgrimsrejse. En imponerende og meget typisk ”Ole præstation”.
Som fægter var Ole noget helt særligt. Han gik aldrig på kompromis med niveauet og gav den gas til det sidste. Han fægtede sine sidste kampe, efter han var fyldt 77, og mon ikke han er den ældste aktive vikingefægter i verden. Ole tog ansvar i kampene og var en støtte for sine makkere. Han var en ener, og der blev set op til ham af mange fægtere i 90’erne, 00’erne og 10’erne, ikke mindst de dengang unge, som i dag selv bærer traditionerne videre.
Ole var også en central skikkelse i Ligbærerlauget, hvor han begyndte i 1990 og blev oldermand i 2000. En post han bestred frem til 2020. Herefter blev han æresmedlem med ret til at komme på bakken efter forestillingen, når han havde lyst og kræfter. Kun ganske få har været med længere.
Jesper Wittenburg, Vikingespillets tidligere formand, husker især aftenen, hvor Ligbærerlauget gik i Gimle, for Ole ville give en omgang mere. Det blev til flere omgange, og Wiibroe porterne flød fint, indtil Gimle løb tør. Det blev Ole så fortørnet over, at han ville købe Gimle på stedet for en million - mod en kasse flagbajer som betingelse, for det var virkelig for dårligt, at det kunne ske.
Jesper takkede selvfølgelig ja, hvorefter Ole gik ned efter Dorthe, så hun kunne skrive en check. Desværre var Dorthe gået hjem, og dagen efter gjaldt tilbuddet ikke længere.
Når vi i eftertiden mindes Ole, mindes vi en af de helt store skikkelser i Vikingespillets historie, et menneske, der bare var der – igen og igen. Som støtte, som forbillede, som kriger og som kammerat. Imens vi er nogen, som tager styring og stiller os op på ”ølkassen”, så skal vi huske de mennesker, der gjorde det hele muligt – Ole var en af dem.
Ole, du vil være savnet - en viking med den rette ånd.
Æret være Oles minde.
Camilla Dupont, Formand for Frederikssund Vikingespil
Ole Kyster bisættes tirsdag den 27. januar kl. 12.30 fra Frederikssund Kirke.
